Hvad er responsivt design? Hvorfor er responsivt webdesign så vigtigt?

Opdateret: 15. Mai 2022

Det bliver stadig mere almindeligt at surfe på mobil og tablet. Vi er ikke længere låst til PC’en for at shoppe, bruge netbank eller bestille flybilletter. Virksomheder som ønsker at følge med tiden bør sikre sig, at de har en mobilvenlig hjemmeside – og et responsivt design er en af de nemmeste måder, at gøre hjemmesiden tilgængelig på tværs af enheder.

Hvad er responsivt design?

Hvad er responsivt design? Responsivt webdesign er en måde at designe en hjemmeside for automatisk at optimere layoutet på siden for at se godt ud på alle forskellige skærmstørrelser. Når en bruger besøger en responsiv hjemmeside på en stor skærm, bliver siden tilpasset den store skærmstørrelse. Når de besøger siden med en lille smartphone, så er hjemmesiden tilpasset den lille skærm.

Vi kan også forklare responsivt design som, at CSS og HTML sammensættes for at kunne fungere i alle situationer. I stedet for at have en forenklet udgave af hjemmesiden for mobilbrugere og fuld hjemmeside for PC, kan alle få samme adgang til indholdet. Brugere slipper dermed for at skulle logge ind på PC for at gøre brug af alle funktioner eller få adgang til alt information.

Elementerne på hjemmesiden krympes, strækkes og justeres alt efter hvilken enhed, du surfer fra. Lad os f.eks. sige, at du har tre spalter ved siden af hinanden på PC’en. Når du går til den samme hjemmeside via tablet eller mobil, vil de tre spalter blive fordelt i hver sin lange stribe. Er du nysgerrig efter, hvordan det ser ud i praksis med et responsivt design? 

Eksemplet nedenfor illustrerer, hvordan spalterne bliver fordelt på PC, tablet og mobil:

Hvorfor er responsivt webdesign vigtigt?

Et responsivt design er vigtigt, fordi brugerne kan navigere på hjemmesiden, uanset hvilke enheder de bruger. Hvis din hjemmeside ikke fungerer ordentligt på mobil eller tablet, går du glip af mange potentielle kunder. Meget af nutidens markedsføring foregår på nettet. Selvom potentielle kunder hører om din virksomhed fra andre kilder, vælger mange af dem sandsynligvis at tjekke din hjemmeside først.

Lad os f.eks. sige, at du kører annoncer på sociale medier eller Google Ads. Eller måske din markedsføringsstrategi er organisk SEO? Uanset er chancerne store for, at brugerne sidder med mobilen og scroller. For at du kan få udbytte af digital markedsføring, skal startsiden være optimeret til mobil, tablet og desktop.

Hvad er forskellen på responsivt og adaptivt webdesign?

Forskellen på responsivt og adaptivt webdesign er rimelig stor. Responsivt design er som sagt “flydende”, hvor indholdet bliver tilpasset skærmstørrelsen. Det er i praksis samme hjemmeside. Den er bare programmeret til at blive vist på forskellige måder i henhold til, hvilken enhed brugeren benytter sig af. Udgaven af hjemmesiden er den samme, men størrelse og rækkefølge vises på forskellige måder.

Adaptivt design derimod er forskellige udgaver af samme hjemmeside. Du laver tre versioner med elementer i forskellige størrelser: PC, mobil og tablet. Adaptive hjemmesider kan være en løsning til dem, som har brug for at opbygge indhold på en meget specifik måde, for eksempel online aviser. Responsivt design vil derimod være at foretrække for de aller fleste.

Du risikerer nemlig, at hjemmesiden ikke ser godt ud, hvis skærmstørrelsen på mobilen ikke rigtigt passer. Markedet opdateres stadig med mobiler og tablets i forskellige størrelser. Responsivt design er derfor et fremtidsrettet design, eftersom du kan føle dig sikker på, at hjemmesiden ser godt ud uanset.

Hvad er fordelene ved en responsiv hjemmeside?

Et responsivt design sørger for, at hjemmesiden bliver mere brugervenlig. Samtidig vises din hjemmeside præcist, som du ønsker, at den skal vises, uanset hvor stor eller lille skærmstørrelsen er. Alle brugerne får nøjagtigt samme oplevelse, når de besøger hjemmesiden. Ellers risikerer du at mobilbrugere kommer til en hjemmeside med et rodet design, som er svært at navigere i. Dermed er det også mere sandsynligt, at de køber eller fuldfører det, de skulle på din hjemmeside.

Responsivt webdesign er den nye standard, og du har ikke råd til at ligge bag dine konkurrenter. Det bliver stadigt sværere at skille sig ud på nettet. Brugerne oversvømmes med annoncer på sociale medier, og stadigt flere kæmper om opmærksomheden på søgemaskiner. Det er ikke nok bare at få trafik ind på din side for at konvertere. Du skal være opmærksom på, om hjemmesiden er udviklet til at konvertere, og så er et velfungerende webdesign et minimumskrav.

Hvad er de almindelige problemer med et responsivt design?

Vi har så indtil nu fokuseret på alle fordelene. Der findes imidlertid nogle få ulemper, som du skal have i baghovedet, når du skal lave en responsiv hjemmeside. Du kan f.eks. få problemer, hvis du fokuserer for meget på desktop-versionen, når du udvikler hjemmesiden. Brugeroplevelsen er anderledes for dem som skal tjekke noget i fuld fart, mens de sidder i bussen, sammenlignet med dem som hygger sig i sofakrogen med den bærbare i skøddet.

Du skal også være klar over, at billeder som ser flotte ud på desktop måske giver et andet indtryk, når størrelsen bliver ændret på mobil. Husk at spalter fortsat brydes nedover, og det er ikke altid indlysende, hvordan de forskellige elementer ser ud, når de bliver stående alene på én række. Undgå at antage at alt ser godt ud: Tag dig tid til at tjekke designet grundigt i forskellige størrelser, inden du publicerer hjemmesiden.

På samme måde vil alt for lange overskrifter og paragraffer føre til problemer. Det er svært at læse store klumper med tekst på tablet og mobil. Selvom afsnittet ser kort ud på PC, kan det blive ret langt på en lille mobilskærm. Det kan også være meget frustrerende for brugeren at skulle zoome ind og ud for at læse tekst på mobilen. Pas på at brugeren ikke bare ender med at scrolle nedover en endeløs række af tekst.

Hvordan laver man et responsivt webdesign?

Hvis du laver hjemmeside selv, kan du vælge skabeloner og templates som er responsive. Husk at tjekke hvordan hjemmesiden ser ud på de forskellige skærme. De fleste programmer og værktøjer lader dig nemt skifte visning mellem desktop, mobil og PC. Gør dette mens du sidder og designer hjemmesiden. Det er nemmere at fikse ting undervejs end pludselig at finde ud af, at noget ikke fungerer, når du egentlig troede, at du var færdig.

Foretrækker du at bruge en webdesigner til at lave hjemmesiden? Chancerne for, at de uanset vil anbefale dig at bruge et responsivt design, er store. En dygtig webdesigner sørger for, at hjemmesiden fungerer, som den skal og ser professionel ud. Vær også opmærksom på at formidle alle dine ønsker og snak sammen undervejs. Bed om skitser og udkast som viser, hvordan hjemmesiden vil se ud på forskellige enheder.

Der findes både fordele og ulemper ved at lave hjemmesiden selv og at bruge en webdesigner. Hvad du bør vælge afhænger af budget, færdigheder og egne ønsker. Gennemtænk nøje dit valg. Uanset hvad du vælger, har du alle muligheder for at sidde tilbage med en velfungerende, mobilvenlig hjemmeside.

Er din hjemmeside tablet- og mobilvenlig?

Har du allerede en hjemmeside og overvejer om den bør opdateres? Første trin er at undersøge, om din hjemmeside er mobilvenlig eller ej. Hvis du er usikker på, om du allerede har et responsivt design, kan du tjekke det her. Indtast din URL og tryk på “GO”-knappen. Nu kommer du til en ny side, som lader dig tjekke designet på tværs af mange forskellige enheder, mærker og modeller.

Hvad sker der med den gamle hjemmeside?

Hvis virksomheden allerede har en hjemmeside, som I er tilfredse med, så kan det være fristende at opdatere den. Det er muligt at implementere et responsivt design på eksisterende hjemmesider. Det nemmeste er imidlertid at lave en helt ny hjemmeside. I behøver dog ikke at starte helt fra scratch. Brug den gamle hjemmeside som inspiration og bevar billeder og tekst. Hvis du er på udkig efter en ny hjemmesideplatform, har vi her udført en stor test af hjemmesidebyggere her.

Konklusion: Nå flere kunder med en mobilvenlig hjemmeside

Vi har dækket meget information i denne artikel og taget et grundigt kig på både fordele og ulemper med responsivt webdesign. Uanset om du har skimmet teksten, scrollet til enden eller har brug for en opsummering, så har vi udplukket de tre vigtigste grunde til, hvorfor din virksomhed bør have en mobilvenlig hjemmeside:

  1. Stadig flere mennesker vælger at bruge mobil til at surfe, shoppe og søge information.
  2. Et responsivt design sørger for, at alle disse mennesker kan få adgang til information, indhold og funktioner uafhængigt af, hvilke enheder de bruger.
  3. Der kommer stadigt flere virksomheder som kæmper om opmærksomhed på nettet. Du risikerer, at en stor andel af potentielle kunder går videre til din konkurrent, hvis din hjemmeside ikke er mobilvenlig.

Hvis du ønsker, at virksomheden skal have en hjemmeside som fungerer både nu og i fremtiden, anbefaler vi at bruge responsivt webdesign som tilpasses alle situationer.